Zeus, en gud eller sær?

Til trods for navnet er der ikke noget særligt ophøjet gudeagtigt over Zeus. I de første par uger, han var her, var han stadig noget nervøs og oppe på mærkerne. Nu er han begyndt at slappe noget mere af. Man kan – i sjældne tilfælde – få lov til at klappe ham på maven, men de fleste gange vil han forsøge at bide eller tjatte efter os. Han bider heldigvis ikke hårdt, for det er et flot tandsæt, han har...

Når han ligger og sover, snorker han tit – og vågner halvt mens han smasker, ligesom et menneske kunne gøre det. Hvis han sover rigtigt dybt, begynder han at tabe hovedet ud over puden eller armlænet og virkelig flyde ud. Nu er kattene kommet så langt i fredelig sameksistens, at de alle tre kan ligge og sove samme sted, men Gaia og Artemis ligger ikke op ad Zeus - nok snuse men ikke røre! Zeus foretrækker stadig at ligge i sofaen, og helst sammen med os, selvom sofaen egentlig er for lille. Så lægger han sig imellem os eller halvvejs på skødet. Men hvis man flytter sig, hager han sig fast i bukserne – eller han miaver sig klagende, hvis man flytter på ham og han lige var ved at falde i søvn. Alligevel kan han bedst lide at ligge klemt op ad os, selvom vi ikke må flytte hverken os selv eller ham. Måske tror han, han er en killing endnu?
Zeus fortæller også, når han hopper ned med et ”brrrua!” så vi kan høre, at nu kommer han. Selvom man ikke er i tvivl, når en stor kat lander på gulvet. Og han kommer stadig med et bebrejdende miav, hvis der er noget, vi siger, han ikke må.

I de seneste dage er han endda begyndt at lege: springe efter visne blade og en prop. Først måtte vi helst ikke se det – især ikke de andre katte, men nu har han fundet ud af, det ikke er så farligt, så vi håber, han vil lege lidt mere og sove lidt mindre.