I form med Gaia og Artemis

Så er det op af sofaen!

 En af de ting, jeg lagde mærke til, efter at have været væk en uge, var, at Zeus havde tabt sig lidt og ikke længere var så ”udflydende” at se på, især kunne man nu se nakke og skulderparti. Han har så endelig fundet ud af, at den er god nok – han er større og stærkere end de små katte, så han er ikke bange og overforsigtig længere. Han kan stadig være lidt gumpetung til at hoppe op, hvis han ikke koncentrerer sig om afsættet, men nu løber han også afsted, enten fordi han er nysgerrig efter at se, hvad der sker, eller også løber en af de andre efter ham. Zeus er med til at slås i al venskabelighed – og han hopper op på sofaen og op på bordet for at komme efter de andre. Det ser ret sjovt ud, når Gaia driller ham med at hoppe rundt under bordet, lige præcis uden for rækkevidde. Zeus tjatter efter ”tøserne” når de tjatter efter ham og truer med at bide dem bagi – det sidste ser drabeligt ud, men han markerer for det meste bare, og ingen jamrer sig. Hvis vi ikke lige ser på dem, kan vi høre på afstand, hvad der lyder som stepøvelser for trædepuder – og så ved vi, ”kampen” er i gang. Det kom så heldigvis til at holde stik, hvad vi havde håbet: at de små fik Zeus op af sofaen. Han er nu blevet en ganske flot hankat at se på, og man kan se og mærke konturer af muskler, skuldre og hofteben, hvor han før havde ”deller”.

Har I også savnet mig?

Jeg var en uge i Danmark for at hilse på familie og venner – og rydde op i nogle gamle kasser, som stod på mine forældres loft. Kæresten var alene hjemme med kattene. Selvfølgelig savnede jeg ham... og kattene... og fuglene. Men så pludselig var ugen alligevel gået, og som det fjollede menneske, man jo er, spekulerer man på, om kattene ville have savnet mig – eller om de ville være ”fornærmede” og ikke ville kendes ved én, når man kommer hjem.

Der er nogen ved døren. Gaia og Zeus er altid klar til modtagelse.

 Der er sagt så meget om, at katte er ligeglade med deres ejere, som nærmest for dem er en slags foderautomater med arme og ben... Men så galt er det altså heller ikke. Jeg blev ganske vist ikke løbet i møde, men der gik ikke mange minutter, før alle tre ville klappes og snuse til kufferterne. Jo, jeg fodrede med den rituelle ”vådmad”, som de kun får et par gange om ugen, og som er mest populær hos Artemis. Hun skulle stryge sig begejstret op ad mine sko, som hun plejer, og Zeus fulgte med fra rum til rum det meste af aftenen, og om natten sov de inde i sengen hos os, tæt op ad mine bene på hver sin side – så stort savnet var jeg måske ikke, men jeg bilder mig ind, de var glade for at have begge mennesker hjemme.