Har I også savnet mig?

Jeg var en uge i Danmark for at hilse på familie og venner – og rydde op i nogle gamle kasser, som stod på mine forældres loft. Kæresten var alene hjemme med kattene. Selvfølgelig savnede jeg ham... og kattene... og fuglene. Men så pludselig var ugen alligevel gået, og som det fjollede menneske, man jo er, spekulerer man på, om kattene ville have savnet mig – eller om de ville være ”fornærmede” og ikke ville kendes ved én, når man kommer hjem.

Der er nogen ved døren. Gaia og Zeus er altid klar til modtagelse.

 Der er sagt så meget om, at katte er ligeglade med deres ejere, som nærmest for dem er en slags foderautomater med arme og ben... Men så galt er det altså heller ikke. Jeg blev ganske vist ikke løbet i møde, men der gik ikke mange minutter, før alle tre ville klappes og snuse til kufferterne. Jo, jeg fodrede med den rituelle ”vådmad”, som de kun får et par gange om ugen, og som er mest populær hos Artemis. Hun skulle stryge sig begejstret op ad mine sko, som hun plejer, og Zeus fulgte med fra rum til rum det meste af aftenen, og om natten sov de inde i sengen hos os, tæt op ad mine bene på hver sin side – så stort savnet var jeg måske ikke, men jeg bilder mig ind, de var glade for at have begge mennesker hjemme.