Der er næsten julefred

Zeus på altanen. Der er en stor verden derude,

Zeus har været hos os en uge nu, og kattene er kommet så langt i fredelig sameksistens, at de kan snuse til hinanden og gå videre uden ballade. Ind i mellem tjatter en ud efter en anden – Gaia og Artemis overfalder hinanden, men det er der ikke noget nyt i. De skal have slåskamp og lege tagfat flere gange om dagen. Men Zeus kan tjatte ud efter en af de andre, eller de tjatter efter ham. Han blev endda inviteret til at lege med dem, men til deres store undren snuser han bare til legetøjet og går videre. Det er kun en snor, han kan finde på at tage fat i. De løber også efter ham, men det gider han heller ikke så længe ad gangen. Og han kan ligge ret tæt på Artemis nu, uden at de hvæser ad hinanden, det er et stort fremskridt, for hun var meget usikker på ham fra start.

Jeg spekulerer så til gengæld på, om folk, der så gerne vil have en kat på skødet har en kat, der vejer 7 kilo? Det er hyggeligt, men ganske tungt! Gaia og Artemis har aldrig ligget på skødet, de går måske henover én, når man sidder i sofaen. Men efter Gaia havde set Zeus ligge der og slange sig hos os, skulle hun også pludselig prøve at ligge helt op ad mig og blive klappet.

Zeus er meget kælen – undtagen med sin mave, så bliver man truet med tænder og kløer, og han miaver bebrejdende, hvis man fortæller ham, han ikke må hoppe op ad fugleburet eller det åbne vindue, men han har også været vant til helt andre rutiner i et år nu, så han skal stadig falde til.

"Mærkeligt. Han gider ikke lege med os."

Ødelæggende citater 1

I stedet for opbyggelige citater, så kommer her det første ødelæggende citat. Det er selvfølgelig på engelsk og på et pænt billede:

Ha´ en fortsat mellemfornøjet dag...

Kan man være en kattedame, hvis man har en kæreste?

Gaia og Artemis når de ser meste nuttede ud...

Jeg har en veninde, som mener, at det kan man ikke... Altså være en, hvis man har en kæreste. Men min konvertering fra katteforagter til helt pjattet med katte er vist en realitet. Bare når vores to små katte ligger og sover sammen, kan jeg blive ved med at snakke om, hvor nuttede de er... Da vi var ude at hente dem, var der en tredje kat. En stor, gråstribet hankat, som kom hen og satte sig mellem mine ben og mere eller mindre direkte opfordrede til at blive klappet. Han havde været derude i det meste af et år, og jeg tænkte, at det var synd, vi ikke havde så meget plads. Men så altså - tre katte... kan man det?

Jeg tænkte mere og mere over det, især som jeg så, at katten blev annonceret til adoption på samme hjemmeside som Gaia og Artemis. Men det var jo en tosset idé. Jeg spurgte kæresten, men til min overraskelse mente han ikke, det gjorde den store forskel, om vi havde to eller tre katte.

Gaia og Artemis kom sig oven på steriliseringen og fræsede igen rundt i lejligheden som de plejede. Så jeg skrev til adoptionshjemmet. Det kunne jo være, de foretrak at adoptere katten til et hjem uden andre katte, for de havde beskrevet, at han var mest knyttet til mennesker.

Men de sagde ja få timer efter. Vi ville helst have ham ud over en weekend, så vi kunne være der, hvis der nu var optræk til slåskamp. Det endte med, at de selv kom ud med ham tidligt lørdag morgen, det var det eneste tidspunkt, det kunne lade sig gøre for dem, og de havde vænnet sig så meget til at have ham, at de ville sige ordentligt farvel. 

Zeus. Det sikreste sted er menneskenes seng!

Zeus tog en tur rundt i lejligheden, mens hans ”mor” fra det midlertidige hjem var der, men så fandt han sengen og tilbragte det meste af lørdagen der, enten på sengen eller under sengen. Han sov endda mellem os, da vi tog en lur. Men allerede om aftenen var han oppe og rundt igen. Gaia og Artemis betragtede ham på afstand og var ikke helt sikre på, hvad de syntes om det – han er ligeså stor som dem begge to tilsammen. Men Zeus enten kiggede væk eller gik sin vej, hvis de sad og stirrede for længe på ham, så det var tydeligt, der ikke var optræk til ballade lige med det samme.

Dagen efter tjattede de begge to ud efter ham, men de turde kun, hvis de sad højere oppe. Gaia nærmede sig også forsigtigt, men egentlig nærkontakt blev det ikke til. Først mandag, da vi bekymret havde haft dem til at være alene hjemme – tog de alle imod ved døren, og de turde forsigtigt snuse til hinanden, både for og bag. Så nu har vi tre katte - og det kan man godt.

Forladte katte

Gaia og Artemis kommer fra et kattehjem. Deres mor var en almindelig gråstribet huskat. Hun blev fundet gravid og forladt. Historien er endt lykkelig for den lille kattefamilie, for både kattemor og to andre søstre var allerede bortadopterede, da vi kom ind i billedet. Men det er desværre en meget almindelig historie. Jo, nogle katte løber hjemmefra, men de fleste bliver efterladt et sted. Hvis de overlever, og de ikke er kastrerede eller steriliserede, så kan man hurtigt regne ud, hvad der sker.

"Vi troede ikke, de kunne formere sig så hurtigt..."

Katte formerer sig som – katte! Jeg var engang sammen med en ven på besøg hos et par, der boede på landet. Da de gik ud for at fodre kattene i skumringen, kom en 10-12 katte forskellig alder og størrelse frem. Men hvorfor havde de dog så mange, spurgte vi. Jo, den ene kat havde fået killinger, som nu var nogle måneder gamle... og de havde ikke forestillet sig, at den lille hunkat kunne blive gravid så hurtigt... Og så var der et kuld killinger mere. En hunkat kan blive gravid fra den er omkring et halvt år gammel, nogle gange endda før, hun er ikke gravid i mere end to måneder og er så frugtbar, at hun kan have forskellige fædre til sine killinger af samme kuld.

I nærheden af, hvor vi bor, er der en stor have, som omgiver en bilproducent. Men de bruger kun en lille brøkdel af området og resten ligger øde hen. Her går nogle folk og fodrer en flok halvvilde katte. Jeg har ”kun” talt otte katte i forskellig alder, men flokken er sandsynligvis endnu større.

Det er næsten til at blive svimmel af at tænke på, hvor mange katte, der er i verden. Bare tænk på den lille ø i Japan, som vrimler med katte – eller på Australien, hvor politikerne i desperation har tænkt sig at aflive flere millioner vildtlevende katte. Selv hvis alle havde fem katte derhjemme, kunne det stadig ikke gøre indhug i den (halv)vilde bestand.

Så er det, jeg naivt spørger, hvorfor folk så bliver ved med at lukke katte ud tilfældige steder eller halvvejs drukne kattekillinger? Det kan da ikke være alle, som ikke har råd til at betale for sterilisering/kastration eller i værste fald aflivning? Men man skal ikke kigge længe på nettet for at se, at der er masser af kattehjem både i Spanien og i Danmark – og de har bestemt ikke let ved at følge med. Ganske trist. Selvom vi er meget glade for vores to, så ville det da være en noget bedre verden, hvis folk tænkte sig om.

Gode piller og ækle piller

Som vi også havde erfaret med Baldufa, som skulle have piller hver dag og i den sidste tid, hun levede, to slags piller – så er der bare nogle piller, som er så ækle, man ikke vil have dem. Gaia og Artemis spiste uden problemer ormekuren, og de spiste også deres pencilllin camoufleret i noget vådt foder dagen efter, de var blevet steriliseret, men så var det også slut med det.

Dagen efter spiste Gaia elegant udenom, og Artemis snusede mistænksomt til sin portion og bestemte så, at hun ikke skulle have noget.

Hvis en kat er (forholdsvis) vant til at blive taget op og holdt på, kan man godt give den pillen. Man holder katten i siddende stilling - helst så den ikke kan spjætte med forbenene - og trykker den på siden af munden, så den bliver nødt til at åbne, langer pillen ind helst fra siden og helst så langt ned som muligt, så det kun er muligt at synke. Det lyder drabeligt, men når man har fundet ud af, hvordan katten bedst kan holdes uden for meget tvang, er det mest et spørgsmål om teknik. Det er kæresten, som har prøvet det før – jeg er kun ved at lære det. I de første forsøg var de nogle meget vrangvillige patienter, som spyttede pillen ud igen. Så må man holde på katten et øjeblik mere, til den er nødt til at synke. Ja, hvis katten er lidt bange for mennesker, eller omvendt lidt aggressiv med ting, den ikke vil, skal man ikke regne med at kunne gøre det!

Gaia tog det pænt, hun brokker sig lidt, men ved også, at så snart det er overstået, vanker der snacks. Artemis er til gengæld lidt sværere. Jeg kunne godt holde hende, men ikke komme til at få hende til at åbne munden nok – og kæresten kunne få hende til at åbne munden, men ikke holde hende (endnu et sæt rifter som tak). Så når hun har sat sig et sted, kan jeg stå og holde hende, så hun ikke kan bakke, mens han får hende til at åbne munden og sluge. Hun overvejede at gemme sig under sengen sidst, men kom også ud, da der var snacks. Kæresten fandt i mellemtiden ud af, at pillerne gled lettere ned, hvis de først blev smurt ind i leverpostej. Nogle dage endnu, så er det overstået... Så burde de til gengæld også være ”trænet” til det, selvom vi ikke håber, de får behov for at tage andre piller end ormekur i fremtiden.

Af sted til dyrlægen

Vi skulle jo have kattene steriliseret og chippet, men i mellemtiden nåede de at vokse godt til, for der gik næsten en måned med ormekure. Artemis har allerede fysik som en fuldvoksen kat, mens Gaia er lidt mindre og mere som en stor killing at se på. Vi forberedte os på det værste: Med vores gamle kat Baldufa var det altid et større drama. Først ville hun ikke ind i transportkassen, og når hun endelig var sat derind, kastede hun sig frem og tilbage og hylede, så alle kiggede - hele vejen ud og hele vejen hjem igen...

Vi havde begge kattekasser inde i stuen i en uges tid. Gaia og Artemis gik gladeligt ind og ud. De lagde sig endda derind og sov om eftermiddagen. Jeg ville være alene om at få dem af sted, så når de nu stadig kunne være i den største kasse begge to, så var det nemmest.

Af hensyn til operationen måtte de ikke spise i ca. 12 timer inden, så om formiddagen var de helt kulrede; appellerede til mig om at få mad og bed i vores aloe vera-plante, og Gaia forsøgte at hive snore ud af viskestykket... Jeg ventede med vilje med at stå op, til der kun var kort tid til – så kunne de ligge og putte i sengen længst muligt. Nogen havde endda kastet op om natten, jeg mistænkte Gaia og hendes snore... En åben dør ind til undulaterne distraherede de sulte katte tilstrækkeligt – så sad de der og kunne tages op en for en. Artemis var dog godt klar over, der var noget muggent ved det. Så snart hun kom ind i kassen hvæsede hun, og da døren blev lukket, gik hun til angreb på gitteret. Gaia kom ind med det samme efter, og hun tog det ganske pænt.

Det var da ikke mig, der åd af planten!

Dyrlægen er tæt på os, men det tog en halv time at komme frem, fordi jeg var nødt til at vente på elevatorer ned og op fra metroen og kassen var temmelig tung og uhåndterlig. Der lød nogle få protesterende miaver derindefra, men ellers var de ganske stille, kravlede lidt rundt eller trykkede sig.

Da de kom ind til dyrlægen, var der en hund, som nærmede sig kassen, da jeg havde sat den fra mig. Men kassen gav et hop og en pote slog ud efter hunden – en stor bulldog af en art, som går under betegnelsen kamphund i Danmark... og den gik forskrækket tilbage og begyndte at gø.

Jeg afleverede bekymret de to små i receptionen – men allerede to timer senere ringede de og sagde, at det hele var overstået og var gået godt. Så kunne vi komme senere med endnu en transportkasse og hente dem.

Dagen efter. Kan... ikke... holde sig... vågne...

Jeg ved det – verden over steriliseres hundredetusindvis af katte. Alligevel er det noget helt andet, når det er ens egne katte. De to patienter tog det pænt. De fik et lille snit nederst på maven syet sammen med tre sting. Da de var oppe igen, gik de rundt og snusede i dyrlægens kontor, mens vi skrev papirer til chip. De gik selv ind i hver sin transportkasse, men var meget utrygge ved turen hjem, fordi de var skilt ad. Da de kom hjem, havde bedøvelsen ikke helt fortaget sig, og de kunne dårligt få bagkroppen med sig, når de ville hoppe op. Gaia sad endda og bed i sine sting, til vores store bekymring. De fik pencillin mod infektion, og dagen efter sov de det meste af tiden: på sengen, på puden og i transportkassen. Gaia klagede et par miav ind imellem, hun forstod jo ikke, hvorfor hun var så træt og øm. De skulle spise piller i 10 dage, før de fik stingene taget. Så var altanen og brusekabinen forbudt område – og det var man ikke helt tilfreds med.

Orm!!!

Bedst som vi troede, at nu var vi parate til at tage til dyrlægen for at få Gaia og Artemis steriliseret og chippet, løftede min kæreste Gaia op og konstaterede, at der sad ”noget” i enden på hende. Det sted, hvor hun lige havde siddet, lå der et par hvide tingester og vred sig. En nærmere inspektion viste, at der også lå nogle små ”sesamfrø” på den pude, hun plejer at ligge på. 

Ud fra beskrivelsen var der ikke tvivl om, at det var bændelorm. Så var det nok derfor, hun havde været lidt neddæmpet i nogle dage.

Vi kunne ikke se noget på Artemis. Men medmindre man når at se ormen komme ud, er det heller ikke noget, der lige er synligt. De er ikke udekatte, men de havde bestemt ikke holdt sig tilbage med at grave i potteplanterne på altanen og spise fluer og natsværmere.

Nå, de fik en ormekur i pilleform begge to, og efter få dage var der ikke mere at se på puden. Selvom det er lidt ulækkert, smitter det heldigvis ikke, medmindre man selv æder ormene...

Vi var lidt spændte på, om de frivilligt ville tage pillerne, men de spiste dem uden problemer sammen med et par snacks og det samme 14 dage senere, da kuren skulle gentages.

Lege og slås

Gaia og Artemis sover sammen (og ser utroligt nuttede ud), spiser sammen, leger sammen og... slås! Den lette udgave er ”kattetagfat”: den ene dasker til den anden med poten, og den anden løber efter, hvor de skiftes til at jage hinanden. Den hårde udgave er den ene, der pludselig bider eller slår til den anden, den anden gør gengæld – ingen vil give sig, det ligner en brydekamp, indtil en af dem hvæser eller klynker og angriberen enten stopper eller den angrebne løber væk. Det kan nemt blive til en brydekamp med flere runder.

Det er nu sjældent, der er behov for at skille de to ”ungløver” ad. Det skete i en periode, at Artemis brugte feje tricks: lægge sig ned og klynke, for derefter at angribe voldsomt, når Gaia stoppede og begyndte at vaske sig, og vi måtte distrahere dem et par gange. Men Gaia begyndte at forstå det, så nu er det ikke sikkert, hun giver sig lige så nemt, og Artemis må i stedet fortrække. Uvenner? Så tager man bare en lur på hver sit sted, og så har man glemt det bagefter.

Kattegemme er en anden god leg. I starten legede de det i et kattetelt, men teltet gik ret hurtigt i stykker, så nu må de nøjes med sofatæppet. En kat gemmer sig, og enten er hun ikke blevet set og springer ud i hovedet på den anden – eller hun gemmer sig, og den anden kat eller menneskene lader, som om de ikke ved, der er nogen, og dasker lidt med en pote eller en snor og bliver halvt angrebet gennem skjulestedet.

"Hvem? Os? Nej vi slås slet ikke!"

Nu skulle man så tro, vi gik amok i kattelegetøj – men det bedste legetøj er sjovt nok nogle meget lange snørebånd, man kan rive i og bagefter tage med ind under sengen, et par bolde at løbe efter og små plysmus, der rasler og må ”jages og dræbes”. Men alt kan i princippet leges med eller flænses. Da de kom hjem til os, havde jeg sat en papkasse frem, de kunne sidde i – men det endte med, at de tog store bidder af den og tyggede pappet til fnuller. Det samme sker, hvis man har glemt et stykke papir, hvor de kan få fat i det. Så det er nok meget godt, vi har betalingsservice. Jeg ville så nødigt ringe til el-selskabet og sige, at katten har ædt regningen...

Stinkdyret Artemis

Sunde og raske katte lugter ikke, men...

Jeg skulle skifte sand i undulatburet, og fuglene plejer at flyve rundt i stuen imens. Passagen til køkkenet bliver dækket til med et lagen, og andre døre bliver lukket.

Gaia og Artemis kom ind i ”fugleværelset” og kæresten sad ved computeren derinde. Men så skulle han hente noget, og Artemis så sig snit til at løbe med. I panik over løse fugle og løs kat, løb han efter hende, og fik da også fat i hende... Der lød et vræl af den anden verden og Artemis kom farende ind og satte sig under stuebordet! Der stod en dunst af rovdyr om hende. Kæresten var blevet dekoreret med lange rifter på hænderne og på maven.

Artemis ville ikke komme ud, hvor meget jeg end lokkede for hende. Gaia miavede og kradsede på døren i værelset ved siden af, jeg var ikke færdig med buret og fuglene var stadig ude. Held i uheld fik Artemis meget travlt med at vaske sig og var ikke interesseret i fuglene. Jeg gjorde bur klar på rekordtid – fuglene kunne måske fornemme noget var af lave, for de fløj hurtigt ind af sig selv, og vi kunne lukke Gaia ud.

 

En kat har en kirtel ved rumpen, som den i bedste stinkdyrstil kan lukke en ildelugtende olie ud fra, hvis den er i livsfare – i dette tilfælde har hun måske troet, hun skulle ædes. Resten af aftenen lå Gaia ved siden af og slikkede hende ind imellem. Det så næsten ud til, hun prøvede at trøste sin søster. I naturen er det nok ret praktisk: der er i hvert fald ingen, der gider æde nogen, der stinker. Og her i lejligheden gik der et par uger, før kæresten fik lov til at tage Artemis op igen.

Katte og stuefugle

Jeg var bekymret for vores to undulater. Hvad havde vi nu gjort mod dem?! De fugle, jeg havde som barn, var altid bange for katte – de skulle bare se en nærme sig uden for vinduet.

Jeg læste og læste gode råd på nettet, men desværre ender man altid med de søde videoer om undulater og andre stuefugle, der sidder på hovedet af katten, uden den gør dem noget... tja...

Vi måtte holde op med at stille fuglene ud i køkkenet, som vi ellers havde haft for vane. Gaia og Artemis skulle selvfølgelig introduceres, men der gik ikke mange minutter, før Gaia sad oppe på taget af buret, og jeg var ved at dø af skræk. Buret er ret stort, men det kan sikkert sagtens vælte. Og fuglene? De pippede bare videre. De havde aldrig set en kat i deres liv og anede ikke, hvad det var. Jeg ”plukkede” Gaia af tremmerne igen og igen og sagde ”nej” og ”ned” i en barsk tone – men det tog hun sig ikke af. Hunundulaten er ikke tam, og hun blev næsten mere bange for min hånd på buret end for Gaia. Men en kat, der hopper op ad buret, kan sagtens få fat i en hale eller hele fuglen, hvis den sidder lige på den anden side. Så længe ingen af parterne lavede pludselige bevægelser, var alt godt, og Artemis var stadig lidt utryg ved os, så vi skulle bare sige noget til hende én gang, så satte hun sig på god afstand af buret.

 Det har taget mange aftener, hvor kattene kredser om buret, for at vænne dem til ”nok se men ikke røre”, og de kommer vist aldrig over det instinkt, at her sidder ”maden” klar til at plukke – hvis bare det ikke var for det irriterende bur...

Til gengæld har fuglene vænnet sig så meget til kattene, at de bare fortsætter med det, de nu er i gang med. Hanundulaten kan endda finde på at kigge på dem og hoppe lidt frem og tilbage, mens han synger, så man ikke er i tvivl om, han ”snakker” til dem. For få dage siden sad fuglene endda i bunden af buret, mens kattene så på. Det er en meget sårbar position for en lille fugl, så her er der ingen tvivl om, at de har nerver af stål.

Men den der video kommer altså ikke. Vi kan have døren åben til værelset med fuglene, og under opsyn lade kattene være der – men kattene skal bæres ud igen, de går ikke frivilligt.

Ungkatte flytter ind

Der var utroligt tomt i huset i månederne efter Baldufa blev aflivet. Alligevel fik vi først et par undulater. Jeg havde savnet at have fuglekvidder i huset. Og der gik det meste af et år, før vi begyndte at kigge efter katte.

Min kæreste ville helst have en killing. Jeg ville egentlig helst have en voksen kat, så man ved, hvad man får. Jeg sagde også halvt for sjov, at jeg ville have en ”tortie”-kat igen, ligesom Baldufa, selvom farven kunne være ligegyldig. Vi kom frem til, det var bedst med to killinger, fordi vi har lange arbejdsdage, og vi ville helst adoptere, fordi der er så mange katte, som ender på kattehjem. Jeg fik endelig skrevet til to forskellige annoncer. Mens jeg ventede på svar, kiggede jeg hurtigt på en anden side, og her var der nogle billeder af de skønneste små ”tortie”-katte. Det var to søstre på ca. et halvt år. Så i mit hoved det perfekte kompro-mis mellem små og store. Jeg skrev med det samme og fik svar få timer senere. Jeg aftalte, at vi skulle komme ud og se dem næste dag efter arbejde.

Det burde sige sig selv, at man ikke skal vælge katte ud fra et par fotos. Men man kan godt.

Kattene var hjemme hos en dame, der arbejdede sammen med et kattehjem og havde katte, som enten befandt sig dårligt sammen med mange katte eller trængte til at blive socialiseret i et privat hjem. Hun havde kun haft ”tøserne” hos sig en måneds tid. De hed Gala og Dulce, og mens Gala kom hen og ville have snacks og opmærksomhed – i den rækkefølge – så var det ikke meget, vi så til Dulce. Men vi havde ikke været der særligt længe, før vi var faldet for dem. Allerede dagen efter udfyldte vi adoptionspapirer og hentede kattene. .

Vi skulle køre med metroen hjem en lille halv time, men det tog kattene usædvanligt pænt. Da vi kom hjem, var Gala straks ude af transpportkassen og gå rundt, mens Dulce, da hun vovede sig frem lidt senere, løb ind under et strygebræt, som var tæt på at vælte – blev forskrækket og løb ud bag vaskemaskinen. Vi havde ikke tænkt på, hvor længe siden det var, at vi havde gjort rent der, så kæresten måtte nærmest ”grave” hende ud derfra. Og Dulce løb ud og satte sig i et hjørne af brusekabinen. Hun kom først ud, da hun var sikker på, vi ikke så det.

Det er ikke rigtigt muligt i vores lejlighed at lukke kattene inde i kun et rum og derefter vænne dem til resten af stedet. Der er ingen dør mellem stuen og køkkenet, som også er de største rum i huset. Soveværelset skal vi jo bruge, og et sidste værelse er nu det sted, hvor undulatburet står.

Men der gik ikke lang tid, så tog Gala flere runder, hvor hun gned sig op af alle hjørnerne og smed sig ned på gulvet med maven opad foran os, så vi skulle se, hun var en sød lille en. Dulce var mest at finde under bordet, under sofaen eller under sengen. Hun opførte sig, som om der var en usynlig dør til køkkenet.

Gaia opdager altanen.

Der gik kun et par dage, så spiste Gala i køkkenet og tog flere runder ud på altanen og ind igen. Vi havde fået hønsenet op for en sikkerheds skyld. Efter et par dage begyndte vi også at se mere og mere til Dulce, som gerne ville lege med et langt snørebånd, som vi viftede med, men vi skulle helst ikke røre ved hende. Der gik en uge, før hun vovede sig ud på altanen for første gang.

Men så havde de også taget hele territoriet i brug, og vi kunne flytte resten af maden og deres vand ud i køkkenet. De er jo nok at betegne som ”teenagere”, og vi skulle lige vænne os til nogle sjove lyde, når de løb rundt og legede i stuen midt om natten.

De var endnu ikke blevet chippet, så Gala blev hurtigt til Gaia og Dulce til Artemis. Det ligger lidt bedre i munden på en dansker, og det passer bedre til dem.

Baldufa den cat-alanske kat

Erobrede hovedpuden.

Baldufa var en ”tortie” kat (skildpaddeskjoldfarvet burde det da hedde på dansk). Hendes navn betyder snurretop på catalansk, og selvom hun var aktiv nok for sin alder, passede det nok bedre, da hun var killing. Hun havde problemer med nyrerne og skulle have en pille hver dag, men hun spiste den sammen med nogle snacks – og jeg kunne ikke tage en panodil, uden hun stod ved siden af og tiggede, det var noget med den dér lyd, når man tager en pille ud. Vi nåede kun at have hende i ni måneder, for hun havde haft kattekræft og fik et tilbagefald. Selvom vi fik hende opereret, havde det spredt sig for meget. Til sidst var der vokset en knude frem, så hun fik et ”bulldogben” og sov meget selv for en kat, og vi måtte en sidste tur til dyrlægen.

Men da havde jeg allerede vænnet mig til en kat, som kom og tog imod ved døren, når vi kom hjem. Som legede med snørebånd til det sidste og dyrkede ”katteyoga” i sjove udstrakte stillinger på stolene. Hun ”snakkede” utroligt meget, og svarede igen, hvis man gik med på miaverne. Jeg plejede at joke med, at vi snakkede cat-alansk. Hvis vi så tv, lå hun på ryglænet af sofaen og spandt, især hvis vi brugte hende som nakkepude. Når hun ikke lå der, lå hun på en tom rygsæk – alle tasker, der stod på gulvet, var ”hendes”. Jeg skulle så lige vænne mig til en stor kat, der kom møvende op på hovedpuden så snart hun så sit snit til det. Til gengæld havde hun helt styr på, hvornår vi stod op, og var meget bekymret, da jeg var syg et par dage. Hun prøvede at vække mig, for da måtte da være noget helt galt..

Katteyoga.

Baldufa elskede smagen af rå fisk, vaniljekranse, plasticposer og sin egen hale. Halespiddsen var næsten altid våd, som en indbygget sutteklud. Hun brugte sofaen i stedet for kradsebrættet, men det var lige lidt rigeligt sent at vænne hende af med dårlige vaner. Når min kæreste fandt tøj frem, forsvandt hun ind i skabet uden at sige noget. Hvis det var koldt, lagde hun sig ind under dynen, så man skulle lige mærke efter, inden man lagde sig.

I den sidste tid gjorde hendes nyreproblemer dog, at vi måtte lukke døren til soveværelset, fordi hun tørrede røv i dynen rent ud sagt. Men næsten uanset hvor uoplagt eller sløj, hun følte sig, så skulle hun altid tage imod os ved døren.

Jeg havde ikke troet, jeg nogensinde skulle blive katteejer

Det er ikke så mange år siden, jeg troede, jeg ikke kunne lide katte. Når man er opvokset i et boligkvarter, hvor andre folks overfodrede Whiskas-kræ altid kom rendende ind på vores lille frimærke af en have – og gerne med ind i huset, så kan katte godt være ret irriterende, og man er helst fri for dem. Især hvis man drømmer om at få en hund.

Hvis der ikke er ”afmærket terrotorium” i haven, render selvsamme kattekræ rundt og tisser og strinter overalt, og den sommer to forskellige naboer havde en halvvoksen killing, kravlede de to i fællesskab op i vores træer. Katte sad på taget og ”sang” midt om natten i parringssæsonerne, og en anden nabo rendte rundt hver aften og råbte: ”Mulleeee... Mulleeee! Kom så Mulle!” en hel sommer...

Da jeg flyttede til København, var der lidt længere mellem kattene – men i kvarterer med have kunne man være sikker på at høre ”sang” og en del hvæsen og sprutten så snart foråret kom.

Jo, katte kunne da være meget søde, hvis man bare skulle bo sammen med dem midlertidigt eller endnu bedre: hvis man bare var på besøg.

Nogle tilfældige, halvvilde katte.

Men så kom jeg til Barcelona, og efter få måneder vrimlede det med katte. Jeg lejede et værelse i en stor lejlighed, hvor ejeren også boede med sin lille sorte kat omkring en 11 år, som opførte sig som en forvokset killing. Det tog hende et par måneder, hvor hun blev ved med lave nogle sjove hop, når jeg klappede hende, før jeg endelig fandt ud af, at hun ville gnubbes på hovedet, og helst så hårdt, så jeg kunne mærke kraniet. Det var ikke lutter idyl, for hun blev meget stresset over de forskellige lejere, og ejeren var i en lang periode væk hver weekend. Så glemte den lille sorte kat at bruge bakken, men lagde sit ”visitkort” rundt omkring i huset (godt der ikke var tæpper på) – senere smuttede hun ofte ud og satte sig på et meget beskidt sted under trappen i opgangen. Ejeren flyttede siden til en anden lejlighed. Da de flyttede, glemte katten at tage alle lopperne med sig, og jeg fik nogle interessante røde pletter på benene.

Så passede jeg et par gange katte for en veninde og hendes kæreste. Først var hun flyttet fra Danmark med sine tre katte. TRE – 3! Men der havde været et kuld på 3 killinger, og hun havde ikke nænnet at beslutte hvilken af dem, hun ikke skulle have.

Så flyttede hendes kæreste hertil, og han havde to katte. Altså fem katte i alt. Kan man det?! tænkte jeg. Men det var gået ganske smertefrit at sætte dem sammen, og de var flyttet til en større lejlighed. Det var ganske imponerende at blive fulgt af fem par øjne, da jeg var kommet lidt sent derud og madskålene var tømte... 

Baldufa. Middagslur.

Så mødte jeg min kæreste. Han boede midlertidigt hos sin mor og hendes nye mand. De havde tre katte. De tænkte på at få en killing, for der havde været en gammel kat mere, som var død få måneder tidligere. De syntes, det var synd for en killing at være den eneste lille – så de endte med at få to killinger. Altså fem katte i alt.

En af de voksne katte på 11 år trivedes ikke så godt – hun fik tæv af en af de andre, og de måtte holdes adskilt. Så da jeg flyttede sammen med kæresten, fik vi Baldufa (catalansk for snurretop) med, for at give hende lidt fred.

Og så var jeg pludselig katteejer.