Det er ikke så mange år siden, jeg
troede, jeg ikke kunne lide katte. Når man er opvokset i et
boligkvarter, hvor andre folks overfodrede Whiskas-kræ altid kom
rendende ind på vores lille frimærke af en have – og gerne med
ind i huset, så kan katte godt være ret irriterende, og man er
helst fri for dem. Især hvis man drømmer om at få en hund.
Hvis der ikke er ”afmærket
terrotorium” i haven, render selvsamme kattekræ rundt og tisser og
strinter overalt, og den sommer to forskellige naboer havde en
halvvoksen killing, kravlede de to i fællesskab op i vores træer.
Katte sad på taget og ”sang” midt om natten i parringssæsonerne,
og en anden nabo rendte rundt hver aften og råbte: ”Mulleeee...
Mulleeee! Kom så Mulle!” en hel sommer...
Da jeg flyttede til København, var der
lidt længere mellem kattene – men i kvarterer med have kunne man
være sikker på at høre ”sang” og en del hvæsen og sprutten så
snart foråret kom.
Jo, katte kunne da være meget søde,
hvis man bare skulle bo sammen med dem midlertidigt eller endnu
bedre: hvis man bare var på besøg.
 |
| Nogle tilfældige, halvvilde katte. |
Men så kom jeg til Barcelona, og efter
få måneder vrimlede det med katte. Jeg lejede et værelse i en stor
lejlighed, hvor ejeren også boede med sin lille sorte kat omkring en
11 år, som opførte sig som en forvokset killing. Det tog hende et
par måneder, hvor hun blev ved med lave nogle sjove hop, når jeg
klappede hende, før jeg endelig fandt ud af, at hun ville gnubbes på
hovedet, og helst så hårdt, så jeg kunne mærke kraniet. Det var
ikke lutter idyl, for hun blev meget stresset over de forskellige
lejere, og ejeren var i en lang periode væk hver weekend. Så glemte
den lille sorte kat at bruge bakken, men lagde sit ”visitkort”
rundt omkring i huset (godt der ikke var tæpper på) – senere
smuttede hun ofte ud og satte sig på et meget beskidt sted under
trappen i opgangen. Ejeren flyttede siden til en anden lejlighed. Da
de flyttede, glemte katten at tage alle lopperne med sig, og jeg fik
nogle interessante røde pletter på benene.
Så passede jeg et par gange katte for
en veninde og hendes kæreste. Først var hun flyttet fra Danmark med
sine tre katte. TRE – 3! Men der havde været et kuld på 3
killinger, og hun havde ikke nænnet at beslutte hvilken af dem, hun
ikke skulle have.
Så flyttede hendes kæreste hertil, og
han havde to katte. Altså fem katte i alt. Kan man det?! tænkte
jeg. Men det var gået ganske smertefrit at sætte dem sammen, og de
var flyttet til en større lejlighed. Det var ganske imponerende at
blive fulgt af fem par øjne, da jeg var kommet lidt sent derud og
madskålene var tømte...
 |
| Baldufa. Middagslur. |
Så mødte jeg min kæreste. Han boede
midlertidigt hos sin mor og hendes nye mand. De havde tre katte. De
tænkte på at få en killing, for der havde været en gammel kat
mere, som var død få måneder tidligere. De syntes, det var synd
for en killing at være den eneste lille – så de endte med at få
to killinger. Altså fem katte i alt.
En af de voksne katte på 11 år
trivedes ikke så godt – hun fik tæv af en af de andre, og de
måtte holdes adskilt. Så da jeg flyttede sammen med kæresten, fik
vi Baldufa (catalansk for snurretop) med, for at give hende lidt
fred.
Og så var jeg pludselig katteejer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar