Af sted til dyrlægen

Vi skulle jo have kattene steriliseret og chippet, men i mellemtiden nåede de at vokse godt til, for der gik næsten en måned med ormekure. Artemis har allerede fysik som en fuldvoksen kat, mens Gaia er lidt mindre og mere som en stor killing at se på. Vi forberedte os på det værste: Med vores gamle kat Baldufa var det altid et større drama. Først ville hun ikke ind i transportkassen, og når hun endelig var sat derind, kastede hun sig frem og tilbage og hylede, så alle kiggede - hele vejen ud og hele vejen hjem igen...

Vi havde begge kattekasser inde i stuen i en uges tid. Gaia og Artemis gik gladeligt ind og ud. De lagde sig endda derind og sov om eftermiddagen. Jeg ville være alene om at få dem af sted, så når de nu stadig kunne være i den største kasse begge to, så var det nemmest.

Af hensyn til operationen måtte de ikke spise i ca. 12 timer inden, så om formiddagen var de helt kulrede; appellerede til mig om at få mad og bed i vores aloe vera-plante, og Gaia forsøgte at hive snore ud af viskestykket... Jeg ventede med vilje med at stå op, til der kun var kort tid til – så kunne de ligge og putte i sengen længst muligt. Nogen havde endda kastet op om natten, jeg mistænkte Gaia og hendes snore... En åben dør ind til undulaterne distraherede de sulte katte tilstrækkeligt – så sad de der og kunne tages op en for en. Artemis var dog godt klar over, der var noget muggent ved det. Så snart hun kom ind i kassen hvæsede hun, og da døren blev lukket, gik hun til angreb på gitteret. Gaia kom ind med det samme efter, og hun tog det ganske pænt.

Det var da ikke mig, der åd af planten!

Dyrlægen er tæt på os, men det tog en halv time at komme frem, fordi jeg var nødt til at vente på elevatorer ned og op fra metroen og kassen var temmelig tung og uhåndterlig. Der lød nogle få protesterende miaver derindefra, men ellers var de ganske stille, kravlede lidt rundt eller trykkede sig.

Da de kom ind til dyrlægen, var der en hund, som nærmede sig kassen, da jeg havde sat den fra mig. Men kassen gav et hop og en pote slog ud efter hunden – en stor bulldog af en art, som går under betegnelsen kamphund i Danmark... og den gik forskrækket tilbage og begyndte at gø.

Jeg afleverede bekymret de to små i receptionen – men allerede to timer senere ringede de og sagde, at det hele var overstået og var gået godt. Så kunne vi komme senere med endnu en transportkasse og hente dem.

Dagen efter. Kan... ikke... holde sig... vågne...

Jeg ved det – verden over steriliseres hundredetusindvis af katte. Alligevel er det noget helt andet, når det er ens egne katte. De to patienter tog det pænt. De fik et lille snit nederst på maven syet sammen med tre sting. Da de var oppe igen, gik de rundt og snusede i dyrlægens kontor, mens vi skrev papirer til chip. De gik selv ind i hver sin transportkasse, men var meget utrygge ved turen hjem, fordi de var skilt ad. Da de kom hjem, havde bedøvelsen ikke helt fortaget sig, og de kunne dårligt få bagkroppen med sig, når de ville hoppe op. Gaia sad endda og bed i sine sting, til vores store bekymring. De fik pencillin mod infektion, og dagen efter sov de det meste af tiden: på sengen, på puden og i transportkassen. Gaia klagede et par miav ind imellem, hun forstod jo ikke, hvorfor hun var så træt og øm. De skulle spise piller i 10 dage, før de fik stingene taget. Så var altanen og brusekabinen forbudt område – og det var man ikke helt tilfreds med.