mandag den 25. juli 2016

Zeus 4 år.

Hovhov - tar du nu billeder igen?!
På papiret blev Zeus 4 år for ca. en måned siden - men så kom der nogle computerproblemer og en lille tur til Danmark imellem. Det var nu ikke sådan, at han fik ekstra snacks i den anledning, men til gengæld fik vi ham endelig til dyrlægen og blive chippet. Han tog det utroligt pænt. Det var ikke noget problem at få ham ind i buret, men han miavede klagende, da jeg gik ned ad trapperne med ham. Selve metroen havde han ikke noget imod, selvom man skulle tro, det ville være skræmmende for ham - og de store hunde i dyrlægens venteværelse skulle i hvert fald ikke tro, de var noget. Så da han var færdig med at snuse til hele kontoret og havde fået sin chip, vejet officielt til 7,5 kg, hvor det meste nu er knogler og muskler, gik turen hjem igen. Heldigvis kunne kæresten bære ham denne gang, for mine arme føltes meget lange.
Zeus var meget lettet over at være hjemme igen, og jeg kom til at tænke på, at han jo har været vant til at blive "sat af" et nyt sted, hver gang han blev transporteret, så han har slet ikke været sikker på at komme tilbage. Stakkels mis.
Så varmt at Zeus stikker tungespidsen ud.
Gaia og Artemis snusede interesseret til transportkassen og Zeus' poter, for nu lugtede han helt eksotisk og fremmed. De gjorde endda mine til at ville vaske ham - men så tjattede han efter dem. Og jeg var mindst lige så lettet over, at han nu var chippet, for godt nok har han kun været ude i opgangen én gang - men har lige siden prøvet at komme ud af døren, når vi kommer hjem. Det ser næsten ud, som om han spørger Gaia, hvordan hun har båret sig ad med at smutte, og nu kan hun heldigvis ikke komme til, fordi han står i vejen.
Kattene blev passet, mens vi var væk, og jeg var meget bekymret for, om de kunne få nok vand i varmen, da der ar mindst 25 grader hver dag - og især Zeus er kræsen med at drikke, når der er faldet kattehår og små døde fluer i vandskålene. Men der var ingen fontæner til katte, som kunne køre på batterier og vores stikdåser er meget dårligt placeret. Så var det, jeg opdagede vanddispensere. De var egentlig reklameret til hunde, men vi prøvede først en lille, som Zeus med det samme blev glad for. Gaia var mest begejstret for, at når hun skubbede til den på en bestemt måde, kom der mere vand ud med en sjov blop-lyd. Og så fandt jeg et "vidunder", som kunne rumme 5 liter. Efter få dage med den store dispenser blev Zeus en meget gladere kat, hvor han før kunne have dage, hvor man helst ikke skulle røre ved ham. Han har heller ikke "kattemadsånde" mere og har mistet lysten til at drikke af Artemis' badevand, når hun står og vasker poter i brusenichen. Det kan vist ikke understreges nok, hvor vigtigt det er, at katte får nok at drikke.
Zeus var meget glad for, at vi kom tilbage fra ferie - men han skal nu vænnes af med at stå og miave og tigge foran snackskuffen!
Gaia skubber til den lille vanddispenser for at få den til at sige blop.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar