Et år med Gaia og Artemis

De sødeste små... Artemis og Gaia september 2015.

Tiden går hurtigt... Faktisk har vi nu haft ”tøserne” i et år. Jeg tænker stadig på dem som de små, halvstore killinger – men selv Gaia vejer nu omkring 5 kilo og selvom hun er mindre end sin søster stadigvæk, så er de begge fuldt udvoksede. Artemis (ca. 5,5 kilo) er lidt mere rolig end da hun var mindre og er meget kælen over for de mennesker, hun kender. Hvis hun ikke synes, hun har fået nok opmærksomhed siger hun insisterende ”iv-iv-iv!” til vi kommer og kæler hende mere. Hun er også stadig vild med brusebad – og kommer med sine ”iv” hvis hun synes, det ikke går hurtigt nok med at tænde for vandet. Det skal være en ganske tynd stråle fra vandhanen, så man selv kan styre, hvor meget vand, der skal ned ad ryggen ellers smutter hun igen, men tit ikke længere væk end at hun kan høre, om vandet løber ”på den rigtige måde”.

Gaia ligner en forvokset killing med sine store øjne og gavtyveblik – hun løber også rundt som et vilddyr og siger sjove lyde, når hun angriber sofatæppet eller noget legetøj. Og hun har prøvet ihærdig hele sommeren at fange salamandrene i vinduet, selvom de sidder på den forkerte side. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, vi har løftet hende ned fra køkkenbordet og lige nu har hun gemt sig, fordi jeg løftede hende ned fra en hylde på en måde, hun ikke kunne lide. Hun vil stadig ikke have, vi går fra hende om morgenen, men i det mindste prøver hun ikke at smutte med ud. Man skulle næsten tro, hun synes, de andre er for kedelige at være alene hjemme med. Søstrene vasker stadig hinanden og sover sammen, men ikke så tit som før, og selvom det var vældigt nuttet, så måtte de opgive at sove på samme pude, der er bare ikke plads mere.

September 2016. "Inderst inde er vi stadig killinger."

Gaia. Trods alt voksen.

Artemis. Nu en selvbevidst "dame".