Der var utroligt tomt i huset i
månederne efter Baldufa blev aflivet. Alligevel fik vi først et par
undulater. Jeg havde savnet at have fuglekvidder i huset. Og der gik
det meste af et år, før vi begyndte at kigge efter katte.
Min kæreste ville helst have en
killing. Jeg ville egentlig helst have en voksen kat, så man ved,
hvad man får. Jeg sagde også halvt for sjov, at jeg ville have en
”tortie”-kat igen, ligesom Baldufa, selvom farven kunne være
ligegyldig. Vi kom frem til, det var bedst med to killinger, fordi vi
har lange arbejdsdage, og vi ville helst adoptere, fordi der er så
mange katte, som ender på kattehjem. Jeg fik endelig skrevet til to
forskellige annoncer. Mens jeg ventede på svar, kiggede jeg hurtigt
på en anden side, og her var der nogle billeder af de skønneste små
”tortie”-katte. Det var to søstre på ca. et halvt år. Så i
mit hoved det perfekte kompro-mis mellem små og store. Jeg skrev med
det samme og fik svar få timer senere. Jeg aftalte, at vi skulle
komme ud og se dem næste dag efter arbejde.
Det burde sige sig selv, at man ikke
skal vælge katte ud fra et par fotos. Men man kan godt.
Kattene var hjemme hos en dame, der
arbejdede sammen med et
kattehjem og havde katte, som enten befandt
sig dårligt sammen med mange katte eller trængte til at blive
socialiseret i et privat hjem. Hun havde kun haft ”tøserne” hos
sig en måneds tid. De hed Gala og Dulce, og mens Gala kom hen og
ville have snacks og opmærksomhed – i den rækkefølge – så var
det ikke meget, vi så til Dulce. Men vi havde ikke været der
særligt længe, før vi var faldet for dem. Allerede dagen efter
udfyldte vi adoptionspapirer og hentede kattene. .
Vi skulle køre med metroen hjem en
lille halv time, men det tog kattene usædvanligt pænt. Da vi kom
hjem, var Gala straks ude af transpportkassen og gå rundt, mens
Dulce, da hun vovede sig frem lidt senere, løb ind under et
strygebræt, som var tæt på at vælte – blev forskrækket og løb
ud bag vaskemaskinen. Vi havde ikke tænkt på, hvor længe siden det
var, at vi havde gjort rent der, så kæresten måtte nærmest
”grave” hende ud derfra. Og Dulce løb ud og satte sig i et
hjørne af brusekabinen. Hun kom først ud, da hun var sikker på, vi
ikke så det.
Det er ikke rigtigt muligt i vores
lejlighed at lukke kattene inde i kun et rum og derefter vænne dem
til resten af stedet. Der er ingen dør mellem stuen og køkkenet,
som også er de største rum i huset. Soveværelset skal vi jo bruge,
og et sidste værelse er nu det sted, hvor undulatburet står.
Men der gik ikke lang tid, så tog Gala
flere runder, hvor hun gned sig op af alle hjørnerne og smed sig ned
på gulvet med maven opad foran os, så vi skulle se, hun var en sød
lille en. Dulce var mest at finde under bordet, under sofaen eller
under sengen. Hun opførte sig, som om der var en usynlig dør til
køkkenet.
 |
Gaia opdager altanen. |
|
|
|
|
|
Der gik kun et par dage, så spiste
Gala i køkkenet og tog flere runder ud på altanen og ind igen. Vi
havde fået hønsenet op for en sikkerheds skyld. Efter et par dage
begyndte vi også at se mere og mere til Dulce, som gerne ville lege
med et langt snørebånd, som vi viftede med, men vi skulle helst
ikke røre ved hende. Der gik en uge, før hun vovede sig ud på
altanen for første gang.
Men så havde de også taget hele
territoriet i brug, og vi kunne flytte resten af maden og deres vand
ud i køkkenet. De er jo nok at betegne som ”teenagere”, og vi
skulle lige vænne os til nogle sjove lyde, når de løb rundt og
legede i stuen midt om natten.
De var endnu ikke blevet chippet, så
Gala blev hurtigt til Gaia og Dulce til Artemis. Det ligger lidt
bedre i munden på en dansker, og det passer bedre til dem.